Som projektleder er det vigtigt, at du laver et estimat over, hvor mange timer du regner med at bruge på projektet. Det kan være svært at gøre i starten af projektet, men det bør gøres dér! Dels giver det dig selv overblik, og dels en evt. chef. Gennem projektet skal du sørge for at tilrette estimatet, så det stemmer så vidt muligt. Når projektet er slut kan du opgøre det faktiske antal timer brugt, og sammenholde med estimatet. Denne øvelse vil gradvist gøre dig bedre til at lave tidsestimater.
Udover din egen tid anbefales at du estimerer den tid, som dine projektdeltagere skal anvende. det er en rigtig god ide at aftale forventet tidsforbrug i opstartsfasen, således at der er forventningsafstemning af leverancen fra hver projektdeltager. husk også at inddrage projektdeltagernes chefer i dette, da det jo er dem, som afgiver ressourcen til det pågældende projekt. Sørg for at få en skriftlig aftale om, hvor stort omfanget af projektdeltagernes indsats er. og ret til - dvs. gå til cheferne, hvis du kan se, at tidsestimatet ikke holder. Det er vigtigt for et projekts succes, at det er synliggjort, hvor meget arbejde, der ligger i det.
Jeg synes, at det er en svær øvelse at lave et tidsestimat - især i starten af projektet, hvor der er mange ubekendte. Men det er bare så vigtigt at få forventningsafstemt på forhånd, både hvor mange timer, du selv lægger i projektet som projektleder, og hvor meget tid projektdeltagerne skal regne med at afsætte. Jeg bruger den metode, at jeg visualiserer en lagkage-figur, og så beslutter hvor stor en del af lagkagen, som det pågældende projekt skal fylde. Lagkagestykket kan så omregnes (sjusses...) til en procentdel, som så igen omregnes til antal timer. Det virker ok for mig. Jeg hører meget gerne fra dig, hvis du har erfaringer med at tidsestimere projekter - og hvilken "metode" du bruger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar