Jeg har gennem de seneste måneder været projektleder på indførelse af tavlemøder i virksomheden, som er omdrejningspunkt for indførelse af Målbaseret ledelse. Tavlemøder er et dagligt 15-minutters møde i hver enkelt gruppe af en virksomhed foran en whiteboard-tavle. På mødet gennemgås de mål, som er sat op for gruppen, og som indgår i et målhierarki med sammenhæng til hele virksomhedens mål. På tavlen hænger målene synlige for alle, og hver dag er der tal for gårsdagens performance, som enten er 'grøn' eller 'rød' - alt efter, om gruppen ligger under mål ('rød') eller på/over mål ('grøn'). Hvis gruppen har røde tal, skal der tages aktion ved at man aftaler konkrete handlinger for, hvad der skal gøres for at komme 'på mål'. Som udgangspunkt er det lederen, der faciliterer tavlemøderne, men det er vigtigt, at medarbejderne selv finder aktioner at handle på.
I projektet havde jeg identificeret medarbejdernes modvilje mod dette som en høj-risikofaktor, da det kan opfattes negativt at blive målt og vejet hver eneste dag og stillet til ansvar, hvis du ikke er 'på mål'. For at imødekomme denne risiko har alle medarbejdere deltaget i informationsmøder, hvor de er blevet introduceret for konceptet. Der er delt slik-skolekridt ud til de første grupper, som startede som pilot på projektet, og alle ledere har deltaget i en workshop hvor de har øvet sig i at afholde tavlemøder. Så alt i alt er der spredt en god stemning omkring konceptet, og det er blevet modtaget over al forventning. En evaluering af tavlemøderne blandt medarbejderne viser, at de generelt er meget positivt indstillet. Så en god succes, der forhåbentligt fortsætter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar